Lone Morch

View Original

100% Foreign?

This question guides the 100% FOREIGN? project - a large-scale (and ongoing) documentary art project, which at its completion with consist of 300 portraits, 300 interviews and 300 voices belonging to 300 statistically selected citizens, who have come to Denmark as refugees since 1956.

I was asked to interview and write the literary portraits to accompany photos taken by Maja Nydal Eriksen of former refugees in the Aarhus region of Denmark. This has landed me smack in the middle of the hottest topics of our time: migration and integration, and, under it, war and economics, religion and identity.

In what ways and to what degree do you feel foreign?  What places feel foreign to you or make you feel foreign to yourself? When all is gone, what do you identify with?

Having lived in foreign cultures, each time struggling to stretch my identity and mindset beyond what I know and believe, has in many ways shaped my own personality and outlook on life and our world. I’ve both felt foreign in the judging gazes by people of other cultures and privileged to have been welcomed and able to freely move in the world. In recent years, when I returned to my native land Denmark, I expected to feel at home and secure. But to my surprise, I found myself feeling more foreign, more alien, more outside, than I’ve felt in any of the other places I have come to call home in America and in Nepal.

In a global and mobile world how do we then define home? What do we belong to ? Is a connection to place important?

The opportunity to live in other cultures has given me an interesting outsider-insider perspective, and it has helped me stay awake. Each new place I’ve been has forced me to open my mind to new ways of thinking, being and doing things. I’ve not been able to go to sleep in the habitual, the known, the expected, but rather been forced to stay on my feet. I like this. And now, I’m turning this particular gaze upon Denmark. In a small way I have felt a kinship with the people I’ve met through this project.

In my intimate conversations with people from Vietnam, Iran, Irak, Somalia, Afghanistan, Syria, Sri Lanka - people who’ve had no other option than risking their lives to flee from risky if not deadly situations - I’ve learned more about the challenges of making home, connection and finding peace in Denmark.

Because, who are we when everything we know and care for and belong to is gone?

Several times over, I’ve let go of my belongings to travel lightly to the next place and phase of life. Not because I was forced to, but because I wanted or needed to. The most recent move from California to Denmark has been the hardest, probably because I’m also leaving behind a life, a dream and a community built over many years at a time in life (midlife), when most people are super settled and secure. The ‘nakedness’ I suddenly feel makes me realize how much identity we attach to our things, our homes, our communities, and for me, the land I’ve walked.

The heart-wrenching plights of these new Danes, many of which feel neither here nor there, puts my own experiences into perspective. Their tales have had me in tears and awe, and sometimes we’ve laughed together too, at the grotesque situations they’ve encountered. I see in them, the resilience of the human spirit. Like the water of a river, they find ways around the rocks, the eddies and the falls, again and again.

If only we could all be so brave in the face of fear, rejection and abandon.

A few examples of the Aarhus Portraits:

Texts by me, photos by Maja' Nydal Eriksen.

Leyla Oshman Ali

Hvor mange år skal der gå, før jeg kan kalde mig dansk?  Danmark er mit land nu, dansk er også  blevet mit sprog, og jeg har danske og indvandrer venner, men derfor kan jeg godt savne Somalia. Da krigen brød ud var det som om jeg blev hevet ud af en lykkelig barndom og landede et hundekoldt sted. Jeg var glad for at jeg boede  i Hurup de første år i Danmark.

Mine venner og jeg taler ofte om, om velfærdsstaten vil blive til et ‘hver mand  for sig” samfund. På min gamle arbejdsplads lavede  vi meningsmålinger for forskellige projekter.

Når vi spurgte folk om de synes, at de 1% rige skal betale mere i skat, var der flere der svarede nej. Det er svært at forestille sig fattige i Danmark.

Tørklædet  har  været  del  af  mig  og  min  identitet  siden  jeg  var  4 år, og det irriterer  mig  at  verden 
synes  at  det  vil begrænse mine jobmuligheder  på  grund  af det. Jeg synes ikke man kan bede  nogen om at vælge mellem religion og karriere.  Jeg studerer statskundskab  i Odense. I min kultur er det usandsynligt at jeg rejser og bor alene, men jeg har  fået lov, og lærer  meget om mig selv ved det. Fx. at jeg er en clean freak, og at det er krævende  både  at studere, arbejde og lave mad  hver aften.

Jeg er romantiker og tror min soulmate findes. Jeg må komme hjem med hvem jeg vil, men jeg er lidt gammeldags. Det er svært at vide om fyre bare  vil hygge eller har  oprigtige  hensigter. Det er som om folk ikke værdsætter kærligheden  mere.  De er mere optaget  af at få det de vil have.  Vi ødelægger så mange  ting for os selv, og jeg kan blive helt bange for om kærligheden  overhovedet  findes.

Leyla Oshman Ali / 24 år / kvinde / statskundskabsstuderende / Aarhus / fra Somalia / kom til Danmark  i 2001 / opholdstilladelse  i 2010

Rabih Azad-Ahmad

Hvornår er man fremmed og i forhold til hvad? Jeg er ikke fremmed i mig selv og synes, det er en berigelse at kunne  trække på flere kulturer.

Folk har egne definitioner af  danskhed. For mig er det  danske at skabe og give plads  til hinanden. Da jeg kom i 1989, blev jeg mødt af et mangfoldigt land – folk klædte sig, som de ville, talte frit, lyttede til hinanden og kunne vælge at leve nogenlunde, som de ville. Det er ærgerligt,  når  nogen  begynder  at begrænse denne mangfoldighed og definere danskhed så snævert, at det ekskluderer og fremmedgør.

Som yngre gik jeg op i, hvordan andre så mig, og følte  mig fremmedgjort,  når  jeg  blev sat i bås med mediernes  flygtninge-stereotyper. Jeg skulle altid forklare eller forsvare mig selv.

I dag findes der danske afvigere, fx. kriminelle, eller folk, som kan have holdninger som ligger  langt fra, hvad der er  dansk kultur, men som stadig mener, at jeg er mere fremmed, end de er, alene udfra mit udseende eller etniske baggrund.

Jeg gik ind i politik, fordi jeg  blev frustreret over  skolesystemet. Alle børn skal have en chance, uanset baggrund, hudfarve og navn. Jeg gik selv på Nordgårdskole, hvor der kun var indvandrere. Da jeg var 15, spurgte en ven: Hvad med  dig? Hvad skal du blive til? Jeg tudede, for jeg kunne intet og havde  intet håb. Jeg satte mig for at skabe  en fremtid, og det blev en lang  kamp for at få en ordentlig uddannelse. Jeg blev jurist, og  har  været  medlem  af Aarhus  Byråd siden 2007. Så længe  jeg kan bidrage med noget,  er det et perfekt sted at være.

Jeg elsker Aarhus Bugten og  finder ro i min have, hvor jeg dyrker grøntsager. Som en overraskelse tager jeg min mor med ud at rejse her til påske, bare hende og jeg. Det glæder  jeg mig til. Min familie betyder  meget for mig.

Rabih Azad-Ahmad / 43 år / mand / gift / børn / Rådmand  for Kultur og Borgerservice, Aarhus Kommune / født i flygtningelejr i Libanon / kom til Danmark i 1989

Carola Alvarado

Da jeg var yngre, ville jeg til enhver tid have forsvaret min danskhed, men nu hvor kløften imellem fremmed og ikke-fremmed er blevet dybere i Danmark, føler jeg mig mere fremmed. Jeg er blevet stolt af mine rødder, men når jeg besøger Chile, kan jeg godt mærke jeg er dansk.

Jeg kan lide det skæve og fest og farver. Når jeg bliver for regelret, siger mine børn, jeg er blevet for dansk. Tingene behøver ikke være så  firkantede og strømlinede for at være acceptable. Jeg er meget glad for at have en ‘pyt-knap.’ Den bruger jeg flittigt.

Min mand er fra Sierra Leone og vi har 4 børn. Vores kulturer ligger tættere op ad hinanden  end den danske. Vi forstår hinanden og tør godt være  kvinde og mand. Det skaber  en fin dynamik. Min far bor langt  væk og min mor døde for 5 år  siden. Hun har  passet vores børn, holdt det spanske i live, spillet og sunget og været det chilenske anker i mit liv. Nu skal jeg selv til at være det anker.

For to år siden overtog jeg spillestedet Vestergade 58, hvor jeg slog mine folder som ung. Jeg har altid drømt om  at  skabe et socialt center for latinamerikansk og afrikansk  mad, musik og dans. Ofte arbejder jeg 60-70 timer om ugen, men jeg  er stolt af at  skabe et sted, hvor der er plads til forskellige måder at være menneske på. Det må  være  mit positive bidrag til udlændingedebatten. Jeg  drømmer om et mere  åbensindet og tolerant  Danmark, hvor man  værdsætter forskellighedens styrker.

Jeg gav et neo-folk-punk band lov til at spille i Kælderbaren. Ingen vil have dem og  jeg  kan  huske hvor svært det var at starte mine egne salsa-fester op. Det blev en fin aften, som vi ikke havde oplevet, havde  jeg afvist det der  var lidt anderledes.

Carola Alvarado / 47  år / kvinde / i  et  forhold / børn / Aarhus / leder af Vestergade  58 / fra Chile / kom til Danmark med familie i 1974 / opholdstilladelse  i 1975

Project link: https://100pctfremmed.dk/en/

100% Aarhusianer - Kids Portrait Workshop.


Alongside this project, Per Bergmann and I were doing personal portraits workshops with school kids in Aarhus to share a glimpse of the diversity of kids and what it is like to be a kid in Aarhus today. They wrote their own texts and we shot the portraits. This was really interesting, both to experience the difference in self-perception between 11 and say 14 year olds, but also the honesty and sincerity in their personal texts. We made a book for each class. and the exhibit can currently be seen at Godsbanen in Aarhus (until mid-may 2019).

Here’s a few pages from the books of our portraits with personal texts by the kids.

Here are some of the kids I photographed.